Gode råd om fjernvarme

Her kan du finde forskellige gode råd om fjernvarme

Hvis du følger anvisningerne her på siden, har du gode forudsætninger for at opnå et komfortabelt indeklima. Samtidig får du et økonomisk fornuftigt varmeforbrug - og skåner miljøet.

Temperaturen på det varme brugsvand bør ikke overstige 50°C. Ved en højere temperatur opstår der risiko for kalkdannelser i varmtvandssystemet og dermed tilstening af vandvarmeren.

Spar både vand og varme.
Vask ikke op under rindende vand og husk, at brusebad er billigere end karbad. I et almindeligt badekar bruger man typisk 125 liter vand. Et 5 minuter langt brusebad bruger ca. 45 liter vand.

Der findes en god tommelfingerregel, der er værd at følge: Hvis du sænker temperaturen i huset/lejlighedens rum med 1°C, sparer du 5-6% på varmeforbruget. Det modsatte gør sig naturligvis gældende, når du skruer op for varmen. Når du tager på arbejde eller måske er bortrejst i vinterferien, kan du godt skrue ned for varmen. Husk bare, at temperaturen ikke må komme under ca. 14°C.

Undgå for høje temperaturer. 21°C i opholdsrum er tilstrækkeligt for de fleste. Det er en god ide jævnligt at kontrollere temperaturen i de enkelte rum.