Danmarks største barmarksprojekt.

Jægerspris Kraftvarme A.m.b.A. blev til ved en stiftende generalforsamling i januar 1994 på initiativ af borgere i Jægerspris. Ideen til etableringen af fjernvarme kom fra et rådgivende ingeniørfirma, der senere blev antaget til projektets gennemførelse.

  Bruchure
  Se brochuren her

Den syv mand store bestyrelse blev fra starten støttet af såvel Jægerspris Kommune som Danske Fjernvarmeværkers Forening. I maj kunne bestyrelsen præsentere borgerne i Jægerspris for et færdigt projekt, hvorefter 400 husstande tilmeldte sig på en foreløbig kontrakt. Kommunalbestyrelsen tilmeldte alle kommunale bygninger og gav påbud om tilslutning af boligforeningen med 200 lejemål og forsvaret med Jægerspris-lejren.

Men det skulle ikke blive ved det. En lokal fjernvarmebutik blev åbnet midt i byen. Herfra blev fjernvarmeprojektet styret af det rådgivende ingeniørfirma. Samtidigt hermed kunne borgerne få yderligere information, og skeptikere overfor projektet blev overbevist om projektets bæredygtighed. Med den stigende interesse forlængede bestyrelsen tilmeldingsfristen og gav samtidig et tilbud om konvertering af elopvarmede huse. Yderligere 250 borgere tilmeldte sig og tilslutningen steg til 85 %.

Samarbejdet mellem politikere og forvaltning samt bestyrelsen med sine rådgivere, udviklede sig positivt og var en god ballast i kontraktforhandlingerne med de mange entreprenører. Alle kontrakter var underskrevet i januar 1995 og starten på anlægsarbejderne var planlagt i marts måned. Samtidig med, at første spadestik blev taget på fjernvarmeværket og ledningsnettet, indledte bestyrelsen en kampagne i de to landsbyer, Gerlev og Landerslev syd for Jægerspris.

Dette resulterede i en tilslutningsprocent på 85, som i Jægerspris, med 250 husstande.

Den gode stemning blandt forsyningsområdets borgere for fjervarmeprojektet, lykkedes det at overføre til forholdet mellem entreprenører, rådgivere og bygherre på trods af stigende anlægspriser i 1995 og lave tilbudspriser i 1994.

I juni 1995, i flot sommervejr, holdtes rejsegilde på det arkitekttegnede varmeværk under stor festivitas. Under byggeriet fungerede en af byens skoler som varmecentral og leverede den første fjernvarme, produceret på fyringsolie, til det omkringliggende fjernvarmenet med ca. 100 husstande. Huskonverteringerne fortsatte støt, gennemført af en lokal VVS mester, og allerede i september kneb det med at levere varme nok fra skolen, hvorfor kraftvarmeværkets naturgaskedel måtte sættes i gang før tidsplanen. Værkets to gasmotorer blev sat i drift i oktober 1995, en anelse forud for tidsplanen. Det gode sommervejr hjalp også rørentreprenørene, således at gravearbejdet var afsluttet i de tre byer, inden frosten satte ind i den hårde vinter 1995-96.

Foruden rørlægning blev der også etableret lækagekontrol på fjernvarmerørene, og i forbindelse med rørføringen rundt i de tre byer, blev der nedlagt antennekabler til kabel-tv, hvorefter en selvstændig antenneforening blev stiftet. Den første december holdt Jægerspris Kraftvarme officiel indvielse, hvor alle involverede parter, samt vort lokale folketingsmedlem deltog. Landspolitikeren satte værket i gang med tryk på værkets PC’er til styringen. I weekenden var der åbent hus for kommunens borgere til besigtigelse af deres nye værk. Det gav fuldt hus begge dage.

Med udgangen af 1996 var alle parcelhuse konverteret til fjernvarme, heraf 110 huse, der tidligere var elopvarmede, og nu var ombygget med et vandbåret varmeanlæg, finansieret over 10 år via selskabets kommunegaranterede anlægslån. Jægerspris Kommune besluttede i forbindelse med fjernvarmedrift i større kommunale bygninger, at etablere et CTS-anlæg (Central-Tilstandskontrol- Styring). Dette anlæg skal også styre energiforbruget i bygninger der ligger uden for fjernvarmens forsyningsområde og derfor fyres direkte med naturgas.

Jægerspris Kommune og dens borgere har hermed sikret sig et grønt miljø mange år frem i tiden, godt hjulpet af Folketingets nye lov på energiområdet. En lovgivning, der gør det økonomisk muligt at anlægge og drive et kollektivt varmeforsyningsanlæg helt fra bunden uden for egentlige byområder, som vort i Jægerspris.

 

På bestyrelsens vegne

Ove Louis Hansen, formand

Jægerspris Kraftvarme AmbA.

 

Rådgivende ingeniører, Energi og Miljøgruppen, Århus

Arkitekterne Mangor og Nagel, Frederikssund

 

Entreprenører: 
Gravearbejde, Peter Brinkholt, Jægerspris

Kraftvarmeværk, LR Energi, Ålborg

Ledningsnet, ABB, I. C. Møller. Fredericia

Husinstallation, Kolby og Søn. Jægerspris

Fjernvarmeunits, Redan, Risskov

Energimålere, Grundfos, Langaa

Opmåling, Landindpektørfirmaet Tvilum, Hillerød